Sognenavnene ‘Wind’ og ‘Wenningh’ nævnes første gang på skrift så langt tilbage i tiden som i år 1325.

I sin bog ‘Vinding Sogn’ fra 1935 redegør Esbern Jespersen for, hvorledes Vind og Vinding menes at have fået deres navne -og forklarer i den sammenhæng, hvordan man tidligere har antaget, at navnene Vind og Vinding…

“…kommer af oldnordisk ‘vindr’, altså Blæst, der blot skal betegne, at Stedet ligger aabent og udsat for Blæsten. […] Begrundelsen, at Stedet ligger aabent og udsat for Blæsten, er uden Værdi. Enhver anden Egn i Vestjylland var lige saa forblæst. Desuden tyder […] mange Ting paa, at Egnen har været endog overordentlig skovrig, da Navnene blev givet.

En dyberegaaende Undersøgelse fører langt bort fra Tanker om Blæst og Personnavne. […] I Norge findes ca. 1.000 Bebyggelsesnavne af Roden ‘vin’. Snart staar det som Forled, snart som Efterled og snart ganske alene. […] Hvad dette Ord betyder i norske Bebyggelsesnavne, har man vidst i hunderede Aar. Og der hersker ingen Uenighed om Tydningen. Det bruges […] fra det 4. Aarhundrede e.Kr. som ‘vinja’ i Betydningen ‘Græsgang’.

Oldhøjtysk har det som ‘winna’ […] Det findes i flere andre beslægtede Sprog […] og dets Betydning var oprindelig ‘behageligt Sted, som man holder sig til’.

[…]

Postadressebogen har en talrig Gruppe danske Stednavne med forstavelsen ‘Vin’. De er ikke alle af samme Oprindelse og Ælde, men mange af dem svarer ganske sikkert til de norske. Dét antages da ogsaa af to af vore betydeligste Forskere, Dr. O. Nielsen og Professor Steenstrup. Vi kender intet ældre Bebyggelsesnavn i Danmark end Vinding-Vind.

[…]

Men nu ser vi, at ogsaa vore Sognenavne er gamle Gaardnavne. Vi kender i Vind Sogn Gaardene Gammelvind, Vindby og Vindgab […]

[…]

Betydningsovergangen er da denne: Behageligt Sted, hvor man slaar sig til Ro – Græsgang – Gaard – Sogn.”