Fattiglem Jens Christian Poulsen døde den 21. november 1899 i en alder af blot 57 år.

At han ikke blev ældre, var ikke usædvanligt i de dage. At han levede et liv i dyb armod desværre heller ikke. Men om denne Jens Christian Poulsen, i sin samtid bedre kendt under navnet ‘Æ Leth-dreng’, ved vi alligevel mere, end vi ved om mange af den tids fattigfolk, idet han endte sine dage på så ussel og umenneskelig vis, at historien fandt vej til datidens aviser. Som det vil kunne læses af det følgende, var der dog forskellige udlægninger af hændelsesforløbet -og desuden forskellige opfattelser af, hvad “Æ Leth-dreng” var for en størrelse.

I avisen ‘Vestjyllands Social-Demokrat’ kunne man den 6. december 1899 under overskriften ‘Død af Sult. Fattig og Aandssvag’ læse følgende barske beretning:

‘Et Par Mil syd for Holstebro ligger Sognet Vinding-Vind. Paa Vind Kirkegaard begravedes i Lørdags Liget af en gammel 60-aarig Mand, som i den sidste Tid havde haft Ophold i Sognets Fattighus. I et Hjørne af den lille Hedekirkegaard blev den simple Kiste nedsænket, kun Præst og Degn overværede Jordpaakastelsen. En Græstørv dækker Graven, og under den har Staklen faaet Fred, det afmagrede Skelet mærker ikke Ormenes Gnaven, saaledes som det i levende Live maatte føle og lide under Menneskenes grusomme Hjærteløshed.

Manden, J. Chr. Leth eller, som han ogsaa kaldtes, ”Lethdrengen”, var en stakkels halvfjollet Person, som ganske uvant med og ude af Stand til at udføre noget Slags Arbejde, levede af at tigge. For nogle Aar siden døde Moderen, hvem han plejede at ledsage paa hendes Tiggervandringer, og som hovedsagentlig havde sørget for og ernæret ham.

”Lethdrengen”, som var svagelig, kom tilsidst under Fattigvæsnet og fik Bolig i Fattighuset, hvor han boede aldeles ene. Føden maatte han imidlertid selv skaffe sig, og skønt han, svag og fjollet som han var, ikke kunde arbejde og ingen vilde have ham i Arbejde, truede Sognefogeden i Vind ham dog stadig og befalede ham, at han skulde lade sit Tiggeri være og i Stedet for søge Arbejde.

Den stakkels Fyr blev tilsidst saa bange for den truende og skældende Sognefoged, at han ikke vovede sig uden for Døren af Frygt for den strenge Mand, der som en Cerberus vaagede over Sognets (d.v.s. Storbøndernes) Interesser.

Da Staklen nu stadig led Sult og Nød, blev han naturligvis syg. Man nægtede ham Lægehjælp, og i over en Maaned lod man ham ligge ganske overladt til sig selv paa et Leje af gamle Pjalter, der vrimlede af Utøj og udbredte en pestagtig Stank. En sjælden Gang stod han op fra det hæslige Leje, og iført nogle Laser vaklede han hen til en af de nærmeste Naboer og tiggede lidt kogt Mælk, hvilket var det eneste, han kunde nyde.

I de sidste fjorten Dage havde ingen set noget til ”Lethdrengen”; endelig tog man sig for at se der ind. Og hvilket Syn mødte de indtrædende. I en Krog laa Staklen paa nogle Pjalter, stinkende og forbidt af Utøj. Han lignede nærmest et Skelet; dog var Livet ikke helt udslukt.

Han blev nu bragt paa en Vogn og ført til Holstebro Sygehus. Her prøvede man forgæves at faa ham til at tage Næring til sig. Kort efter Ankomsten døde han, og Lægeattesten lød paa, at han var død af Mangel paa Næring.

Nu er han befriet for sine Lidelser, og Jorden gemmer et nyt Offer for Samfundet – det Samfund, som daglige føjer Brøde til Brøde, og hvis stadig voxende Blodskyld hviler som en Forbandelse over Slægten.

Men fra den store lidende Menneskehed vil Kravet om Retfærdighed bliver stærkere og stærkere, og Tilgangen til Socialdemokratiets Rækker vil voxe. Den Dag vil da ikke være fjærn, da der rejses et nyt Samfund. Retten træder da i Magtens Sted.’

Denne skildring af hændelsesforløbet fik imidlertid daværende sognefoged i Vind, Jens Jensen Voldsted (1860-1923) til at fare i blækhuset og gøre indsigelse! Den socialdemokratiske avisredaktør har imidlertid ikke haft meget tilovers for sognefogedens udlægning. I hvert fald undlod man at bringe hans indlæg i avisen -og valgte i stedet at gnide salt i såret ved den 12. januar 1900 at trykke følgende:

‘Fra Sognefoged Jens Voldsted, Vind pr. Holstebro, har vi modtaget en Skrivelse, hvori han søger at afkræfte Rigtigheden af vor Artikel forleden, hvori vi skildrede de sørgelige Forhold, hvorunder Jens Chr. Poulsen, kaldet ”Lethdrengen”, levede og tilsidst endte sit kummerfulde Liv paa Holstebro Sygehus. Sognefogden søger særlig at fastslaa, at den Afdøde ikke havde været sindssyg, men derimod var hengivet til flere Laster og Udsvævelser.

Vi skal kun hertil bemærke, at vi har vore Oplysninger fra saa paalidelige Mænd der i Sognet, saa vi ikke har Grund til at tvivle om Rigtigheden af Artiklens Indhold. Angaaende Begravelsen paastaar Sognefogden, at den ”foregik en Søndag og i Overværelse af den forsamlede Menighed.” At Begravelsen foregik en Søndag, var for at spare Bønderne for Ulejligheden om Hverdagen. ”Den forsamlede Menighed” var sikkert ikke kommet til Stede i Anledning af Begravelsen.

Vi forstaar saa godt, at de agrariske Sogneraadsmedlemmer ikke har følt sig smigret ved vor Omtale af det stakkels Fattiglems Behandling. Det skal imidlertid ikke afholde os fra ogsaa i Fremtiden at tale de Fattiges og Undertryktes Sag.’

Denne svada gjorde dog indenlunde sognefogeden mildere stemt, og i et forsøg på at komme til orde indrykkede han senere samme måned, den 25. januar 1900, under overskriften ‘Vestjyllands Social-Demokrat og Forholdene i Vind’ følgende modsvar i ‘Holstebro Dagblad’:

‘I nævnte Blad for Onsdag den 6. December s. A. findes en Redaktionsartikkel, omhandlende en her i Sognet afdød Person samt Sogneraadet og undertegnede i Egenskab af Sognefoged, hvori den ærede Skribent omgaas saa letsindig med Sandheden, at han ret passende kunde have givet sin Artikkel samme Tilføjelse, som Præsten gav sin Prædiken, da han saa at Tilhørerne græd, nemlig: I skal ikke græde over det; thi det hele er saamænd Løgn.

Artikelen bærer til Overskrift; ”Død af Sult, fattig og aandssvag”, og giver en meget grufuld Skildring af, hvorledes den afdøde Person, hvis Navn var Jens Kr. Poulsen, men som almindelig kaldtes ”Lethdrengen”, blev behandlet baade i levende Live og efter sin Død.

Der skrives saaledes bl. m.a., at ”Lethdrengen” var en stakkels fjollet, svagelig Person, der ikke kunde arbejde, og derfor kom i Fattighuset, hvor han stadig led Sult og Nød paa Grund af Menneskenes grusomme Hjerteløshed, saaledes at han blev syg; men desuagtet blev nægtet Lægehjælp. At Sognefogeden stadig befalede ham at søge Arbejde, og truede ham saa stærkt, at han blev saa bange, at han ikke turde vove sig uden for Huset, men laa der hjælpeløs saa længe, til han nærmest lignede et Skelet; men var dog levende, da han endelig blev bragt til Holstebro Sygehus, hvor han døde – Lægeattesten lød paa, at han døde af Mangel paa Næring.

Hvordan han blev behandlet efter sin Død, beskrives saaledes: ”Paa Vind Kirkegaard begravedes i Lørdags Liget af en gammel 60-aarig Mand. I et Hjørne af den lille Hedekirkegaard blev den simple Kiste nedsænket; kun Præst og Degn overværede Jordpaakastelsen.” Og til Slutning skrives: ”Nu er han befriet for sine Lidelser, og Jorden gemmer et nyt Offer for Samfundet – det Samfund, som stadig føjer Brøde til Brøde, og hvis stadig voksende Blodskyld hviler som en Forbandelse over Slægten.”

Over for et saadant Vrængbillede af de virkelige Forhold, nødes jeg til i Sandhedens Interesse at gøre et Par Bemærkninger.

At den afdøde var aandssvag eller halvtosset, er der sikkert ikke andre end den socialistiske Redaktør i Esbjerg, der ved eller tror. Det skulde vel ikke være Redaktørens Hjemmelsmand, der har en Fejl i øverste Etage? ”Lethdrengen” var ganske normal i den Henseende. At Personen var svagelig og ikke kunde arbejde, kan med Lægeattest bevises at være Usandhed. At han blev nægtet Lægehjælp er ligeledes Usandhed, da han ikke forlangte den, – sikert fordi han intet fejlede og heller ikke af økonomiske Grunde behøvede at henvende sig til Sogneraadet desangaaende, da han var godt beslaaet med Penge. At jeg i Egenskab af Sognefoged stadig truede ham, er komplet Usandhed.

Jeg talte ikke et eneste Ord med ham, siden jeg blev Sognefoged. Den eneste Gang, jeg mindes at have truet ham, var for et Aars tid siden, da han gik og truede med at ville skyde Naboerne; da sagde jeg i Egenskab af Sogneraadsmedlem til ham, at hvis dette ikke hørte op, blev han meldt til Politiet. Det tør jeg da vel mene var berettiget. At Sogneraadet lod ham selv sørge for Føden var da vel ogsaa berettiget, saa længe han som anført bevislig havde Penge nok. Hvis han døde af Sult, var det derfor hans egen Skyld, men det er naturligvis en Fabel som alt det andet; thi han kunde let faa sine penge ombyttet med Fødevarer. At han blev begravet en Lørdag og kun i Overværelse af Præst og Degn er ligeledes Usandhed. Begravelsen foregik en Søndag i Overværelse af hele den forsamlede Menighed. Naar den afdøde fremstilles som et Offer for Samfundet, da er det endda næsten noget af det værste, da han bevislig var et Menneske, der stadig, skønt han fra Skaberens Haand var udrustet med Evner og Kræfter som Folk i Almindelighed, ville leve paa andres Bekostning, hele sit Liv igennem aldrig havde villet udføre noget som helst nyttigt Arbejde, men kun pønsede paa Betleri, Tyveri, Horeri, Drikkeri o.s.v.

Er det saadanne Personer, ”Vestjyll. Soc.-Dem.” vil have sat til højbords i Samfundet? Det kunde blive en rar Samfundsordning!

Ovenstaaende Artikkel, der her er gengivet efter Hukommelsen, -da jeg ikke efter Løfte har faaet mit Manuskript tilbage hvis den ikke blev optaget – er nægtet Optagelse i ”Vestjyllands Social-Demokrat”. Tværtimod føjer Hr. Sundbo en ny Fornærmelse til, idet han foruden at meddele at have modtaget min ”Indsigelse”, som han kalder den, skriver: ”Vi har vore Oplysninger fra saa paalidelige Mænd der i Sognet, saa vi har ikke Grund til at tvivle om Rigtigheden af Artikelens Indhold”. Han siger hermed paa godt Dansk, at jeg er en upaalidelig Mand, hvis Ord med Navns Underskrift ikke staar til troende.

Jeg kunde selvfølgelig rense mig ved at anlægge Sag mod Hr. Sundbo i Esbjerg; men for det første er Rettens Vej lang, og den Dag, der falder Dom, er der faa eller ingen, der husker Sagens Ophav; jeg foretrækker derfor en anden Fremgangsmaade: Jeg erklærer herved Hr. Sundbos ”paalidelige Mænd” i Vind, som han beraaber sig paa i det givne Tilfælde, for gemene Løgnere og Æreskændere. Nu bliver det dem til at rense sig, og vi faar at se, om de tør vove sig frem af Anonymitetens Skjul. For mig maa Hr. Sundbo saa i Fremtiden saa gerne tale de ”fattiges og undertryktes” Sag, som han saa fromt skriver, -men det maa ikke være paa urette Sted.

Vind, den 17. Januar 1900
Jens Voldsted’.

Hvilken af de to udlægninger, der kommer nærmest virkeligheden, er svært at vurdere. Faktisk kendes en tredje fremstilling af hændelsesforløbet. Den stammer fra Peter Gammelvind (1882-1975), der som 90-årig i 1973 i et avisinterview berettede om Jens Christian Poulsens sidste tid:

‘… Det bløw da sårn, te han mått’ å æ syg’hus i Holstebrow. Men do kan trow, te det war æt skjøn!’

17-årige Peter Gammelvind var blevet udset til at skulle med på turen som sygehjælper, og købmanden havde en fjedervogn, hvor patienten kunne ligge bag i, når blot hovedet lå ind under agestolen.

‘Det så ikke godt ud, da vi skulle have ham op af sengen, hvor havde ligget næsten uden hjælp. Han havde store sår, hvori der sad tusindvis af lus, men vi fik ham da pakket ned i sengetøjet i vognen og kom af sted til Holstebro. Det var i november måned i åben vogn, men vi kendte jo ikke andet.

De var ikke ret villige til at tage imod os på sygehuset, men der kom da et par sygeplejersker med en båre. Jeg tog den ene ende, og de bar den anden.

Han skulle jo i bad, og der kom flere folk til. Men da de fik tøjet af ham og så sårene og lusene fik de brug for min hjælp. Nogle forsøgte at liste af, men jeg gav ikke sådan op og lod dem vide, at de var der for at hjælpe!

De var nær besvimet, hvis ikke jeg havde grebet ind. Patienten kom dog under pleje -men døde kort efter.

Det fik dog et efterspil, da det gik op for folk, hvor dårlige manden havde haft det, og der blevet skrevet om det i Holstebro Dagblad. Præstens ligtale var heller ikke blid!’