Anine Kirstine Marie Mikkelsen (f. Nielsen)
Født 18. september 1907 i Sevel Vesterhede
Død 11. januar 1997 på Sørvad Plejehjem
Gift med landpost og husmand i Vildkilde, Daniel Mikkelsen (1899-1976).
‘Om min farfar og farmor, Niels Nielsen og Ane Johannesdatter, ved jeg kun ganske lidt -de boede i Sevel. Min farfar var med i krigen i 1864, men kom hjem som en syg mand. Hvor længe han levede, ved jeg ikke, men han døde temmelig ung af tuberkulose, hvorefter min farmor sad alene tilbage med tre små børn. Hvordan hun klarede den daglige føde, aner jeg ikke, men hun har sikkert gået ud at arbejde og levede af dette samt den føde ejendommen gav.
Da min far Johannes Nielsen (1871-1950) blev voksen, arbejdede han rundt på forskellige gårde, og en tid var han også møllersvend på Vinderup Mølle.
Han aftjente sin værnepligt ved dragonerne i Randers. Senere tog han hjem til farmor og hjalp hende, da hun ikke kunne klare sig selv længere. Min far overtog ejendommen i Sevel Vesterhede, men hans mor blev boende til sin død i 1922.
Min far blev gift i 1906 med Ane Kirstine Steffensen (1882-1938) fra Trabjerg i Borbjerg. De bosatte sig i Sevel Vesterhede, og af børn fødtes syv: Anine (1907), Kristen (1908), Kirstine (1910), Edith (1911), Mary (1913), Gerda (1919) og Inga (1924).
Da jeg var syv år, kom jeg i skole på Sevel Hovedskole, hvor jeg gik hele min skoletid.
Som 12- og 13-årig kom jeg ud at tjene om sommeren hos Marie og Christian Nybo i Jattrup i Sevel. Om vinteren skulle jeg blive hjemme for at passe skolen. Herefter blev jeg konfirmeret i Trandum kirke i Sevel, hvortil transporten skete med hestevogn.
Efter min konfirmation kom jeg ud at tjene hos Jens Christian Poulsen, Ny Hougaard, hvor jeg var i to år. Min løn var ca. 300-325 kroner om året. Herfra kom jeg til Karstoft i Sevel, hvor jeg tjente et år for en løn af 400 kroner.
I mellemtiden havde mine forældre solgt deres ejendom i Vesterhede. Salget var nærmest sket af fattigdom, for det var dyrt at skaffe føde og klæder til så stor en børneflok. Mine forældre købte herefter ejendommen Vester Spartoft i Vind. Købet, der i øvrigt var en dårlig handel, skete i september 1923.
På dette tidspunkt havde min søster Kirstine og jeg fået plads i to nabogårde i Karstoft i Sevel. Lønnen var 325 kroner årligt. Jeg tjente der fra november 1923 til november 1924, altså et år. Der var langt, når min søster og jeg ville hjem til Vind på besøg. Der var jo ikke andre befordringsmidler end cyklen, men det var godt, at vi var to til at følges ad.
Fra november 1924 til november 1926 tjente jeg i Meldgaard i Vind. Lønnen var det første år 40 kroner og det andet 45 kroner om måneden.
Fra Meldgaard kom jeg til Ulfborg Alderdomshjem i et år, hvor jeg fik 45 kroner om måneden.
Herefter kom jeg i 1927 til Vildkilde i Vind, hvor jeg tjente for 40 kroner om måneden. Den 6. december 1928 blev jeg gift med Daniel Mikkelsen, der var ejendommens ejer og min husbond.
Mine forældre i Vester Spartoft, levede i stor fattigdom, men fik dog føden. Gården måtte til tvangsauktion omkring 1930, men blev overtaget af min mor, idet hun fik skødet på gården. Mine forældre afstod i 1935 ejendommen til min bror Kristen, men forblev boende på gården til deres død. Min mor døde i 1938 i en alder af 56 år og min far i 1950, 79 år gammel.’