Maren Margrethe Troldtoft (f. Jacobsen)
Født 17. november 1877 i Sofiedal, Vind
Død 26. december 1973 i Øster Skovgård, Vind
Gift med gårdmand i Troldtoftgård, Mourits ‘Moust’ Troldtoft (f. Jensen, 1870-1951).

Nedenstående artikel blev bragt i Holstebro Dagblad i november 1967 anledning af Maren Troldtofts 90-års fødselsdag.

‘En af Vestjyllands ældste hedegårde ligger midtvejs mellem Vind og Ulfborg. Gårdens navn er ‘Troldtoft’, og dens historie kan føres helt tilbage til 1600-tallet. Troldtoft-familien har ejet gården i ni generationer, og de, der har boet på gården i længst tid, er vel nok Maren og Mourits Troldtoft, der har haft ejendommen fra deres giftermål i 1903 og helt op til 1951, da de afstod den til en søn. I 1951 flyttede ægteparret til ejendommen Skovgård i nærheden af Vind. Efter par år døde Mourits Troldtoft, men Maren bor her stadigvæk og passer sig selv. -Jeg vil ikke noget andet sted hen, så længe jeg er så rask og rørig, som jeg er, siger fru Troldtoft. Hun fyldte for kort tid siden 90 år!

I en samtale med Dagbladet fortæller hun om sin ungdom og sit barndomshjem:

-Jeg er født i en lille ejendom, ‘Sofiedal’ ikke langt fra ‘Troldtoft’. Mit barndomshjem var meget fattigt, og derfor måtte vi børn hurtigt ud at tjene til føden. Jeg kom selv ud at tjene, da jeg var 10 år og havde forskellige pladser på egnen indtil 1903, da jeg blev gift. Skolegangen betød ikke noget særligt dengang –såvel mine søskende som jeg selv har gået i den lille Stråsø skole.

-Dengang havde børn og unge ingen fritid, der var ikke noget med at hygge sig om aftenen, da skulle børnene hjælpe til med at spinde og karte, således at vor mor havde noget at strikke af om dagen. I min barndom strikkede og syede folk selv deres tøj, der var ingen, der havde råd til at købe det færdigt. Heldigvis havde langt de fleste bønder selv får, så der var ikke problemer med at skaffe materialerne.

Fru Maren Troldtoft har ikke glemt, hvordan rokken skal håndteres. Hun spinder stadigvæk masser af garn, og hun strikker selv strømper og trøjer.

Hun fortæller videre, at hendes far opdyrkede ret betydelige hedestrækninger. -Mens far behandlede jorden, kørte min mor med mergelvognen. Jeg kan huske, at i den første tid kørte vi med stude. Først da jeg blev større, blev der råd til at købe en enkelt hest.

-Hvordan formede livet sig på en hedegård omkring århundredeskiftet?

-Da jeg kom til ‘Troldtoft’, var gårdens areal på ca. 300 tdr. land. Heraf var naturligvis en stor del uopdyrket. Størstedelen var hedestrækninger og sandklitter, navnlig den del af området, der vender ind mod Ulfborg Statsskovdistrikt. Senere er langt den overvejende del af gårdens areal blevet opdyrket ved et slidsomt og sejt arbejde. Jeg har selv været med til at beplante Stråsø Plantage, der netop i min barndom var blevet købt af staten, der ville rejse en skov her.

-Mine første år på gården var præget af meget hårdt arbejde. Der blev gravet en masse tørv i gårdens tørvemose. Jeg kan huske, at vi i lange tider kørte tørvene til Ulfborg med hestevogn.

-Høstarbejdet, der i dag klares på ingen tid af de moderne høstmaskiner, tog i min ungdom en masse tid. Vi måtte møjsommeligt høste kornet med en le og derefter samle det og sætte det op. Tærskeværk var ikke almindeligt på den tid. Vi lod hestene vade rundt i kornet i en såkaldt ‘hestegang’, og på den måde skiltes avnerne fra kernerne. Denne tærskemetode var meget omstændelig, samtidig med at den medførte et stort kornspild –men folk havde jo ikke andre måder at gøre det på. Det skal dog tilføjes, at vi var flere til at gøre arbejdet dengang. Foruden min mand og mig selv havde vi altid to karle, en dreng og en pige. De tider er jo længst forbi, landejendommene er i dag affolkede i en sådan grad, at det må vække bekymring. ’Troldtofts’ bygninger er heller ikke de samme som dem, der var der, da jeg kom. Alle de nuværende bygninger har vi fået opført, så noget varigt har vi da fået udrettet.

-Hvordan så Vind sogn ud i Deres barndom?

-Slet ikke som i dag. Jeg kan huske, at der foruden ‘Troldtoft’ også fandtes gårdene ‘Gammelvind’ og ‘Skovgård’, som jeg bor på i dag. Der er for øvrigt noget særligt ved ‘Skovgård’. Den har fra gammel tid hørt under præsteembedet, ikke sådan at forstå, at præsten nogensinde har boet her –han har altid boet i Vinding- men gården var en anneksgård til præsteembedet. Den bestyredes af en forpagter, og værdien af afgrøderne skulle afleveres til præsten som en del af hans løn. I gamle dage måtte præsterne selv klare sig med det udbytte, præstegårdens jord gav, og i et fattigt og tyndtbefolket sogn som Vind kunne det nok gøres nødvendigt, at sognets gejstlige leder havde mere end en gård. Vind by fandtes slet ikke i min barndom, den opstod først efter, at Ørnhøj-banen blev bygget i 1925. I det hele taget var sognet meget fattigt og helt forskelligt fra det, jeg kender i dag. I min barndom kendte man virkeligt til armod.’