Kjeld Mohrsen
Født 17. juli 1829 i Skindbjerg, Nørre Felding
Død 21. februar 1918 i Kirkegård, Vind
Gårdmand i Troldtoft, senere aftægtsmand i Kirkegård.
Gift først med Karen Mohrsen (f. Jensen, 1835-1871), efterfølgende med hendes søster, Johanne Kathrine Mohrsen (f. Jensen, 1849-1906).

I 50-året for krigen i 1864 kunne man den 2. maj 1914 i Holstebro Dagblad under overskriften ‘Veteran-Minderne’ læse Kjeld Mohrsens krigserindringer. Beretningen er gengivet, som den stod at læse i avisen -med dén tids retstavning og tegnsætning.

‘Skønt mine Erindringer ikke er mange og næstendels ubetydelige, vil jeg dog, som den eneste nulevende Veteran fra Vind Sogn, komme frem med dem i Dagbladet.

Jeg blev udskrevet som Konstabel og mødte til Tjeneste i København den 10. Maj 1852 og gjorde Tjeneste ved 1. Regiment, først i omtrent 1½ Aar som Menig, og derefter blev jeg udtaget som Underkorporal og laa som saadan i omtrent 2 Aar – ialt 3 Aar og 4 Maaneder, idet jeg kom hjem i September 1855. Da jeg hørte til de ældre Aargange, blev jeg først indkaldt til Krigen sidst i Marts Maaned 1864 og kom vist nærmest med, fordi jeg havde været Underkorporal, da der manglede Underbefalingsmænd.

Jeg ved ikke af, at der var andre end mig indkaldt af min Aargang –saa i hvert Fald ikke nogen under Krigen. Jeg var den Gang gift og boede i Troldtoft. Langfredag den 26. Marts rejste jeg hjemme fra. Jeg og en Del flere lejede Vogn fra Holstebro og til Aalborg, hvor vi skulde møde, og kun dertil fik vi Marchpenge.

Efter en Dags Ophold rejste vi fra Aalborg; dels sejlede vi og dels blev vi befordrede med Vogne, indtil vi naaede Nyborg paa Fyn. Herfra maatte vi for egen Regning rejse til Fredericia. Jens Chr. Dahl fra Tvis og jeg gik ind hos Major Lomholt i Nyborg for at høre om Befordring eller Rejseudlæg, men han rystede paa Hovedet og vidste ingen Udvej; vi maatte spadsere til Strib og blev derfra sejlet over til Fredericia, hvor vi fik Ophold i nogle Barakker nede ved Vandet.

Efter nogle faa Dages Forløb fik jeg Ordre til at møde i Sønderborg for at deltage i Forsvaret af Dybbøl-Skanserne. Først her fik jeg udleveret Uniform, der dog var uden de sædvanlige Destinktioner for Underkorporaler. Samtidig med mig og flere, der var ankommen fra Fredericia, ankom ogsaa en Afdeling Rekrutter fra København, som omtalt af J. Chr. Asmussen, men allesammen blev de sendt tilbage til Fredericia, undtagen en Underkorporal fra Jelling og mig.

Jeg var ved Dybbøl en 14 Dage og var hveranden Nat i Skanserne i den Tid. Jeg hørte til 4. Fæstningskompagni, hvis Kaptajn var Bartholin. Det var urolige Dage, og stadig blev vi beskudt af Prøjserne baade ved Dag og ved Nat. Jeg husker tydelig en Eftermiddag, just som Dæksmanden havde raabt sit ‘Dæk’, naar der var en Kanonkugle i Anmarch, at han i sidste Øjeblik selv vilde springe til Side, men blev ramt og skudt midt over. Man vilde helst have frivillige til at indtage en saadan Plads. Løjtnanten henvendte sig til et Par, der nægtede at indtage Pladsen, med mindre de blev kommanderet dertil.

Der kom dog snart en Mand paa Posten. En Nat faldt en Kanonkugle blandt Infanteriet, der laa dækket bag os. Den slog Jord og Fjælstumper ned iblandt dem; mange blev saarede, og der hørtes Jammerskrig og Klage. Jeg løb derover for at høre, om min Nabo og Svoger, Peder Agerfeld af Troldtoft, der laa ved 17. Regiment, skulde være blandt de saarede, men jeg blev ikke klog derpaa. (Han var imidlertid ikke med her, men blev taget til Fange den 18. April).

En Nat, mens jeg laa derovre i Dybbøl Skanser, blev der en vældig Uro. Forposterne mente, der var noget forude og at Fjenden forsøgte at trænge sig frem. Løjtnanten gav Ordre til Skydning, og ca. ½ Time skød vi paa Prøjserne, der besvarede Ilden, men saa vidt jeg ved, faldt der vist ingen paa nogen af Siderne.

Det er den eneste Kamp, jeg egentligt var med til, thi selve Kampdagen den 18. April, var jeg ikke paa Skanserne, men var afløst.

Der var nogen Vægring blandt Infanteriet, naar de skulde ud i Skanserne, fordi de mente, at Krigen trak for længe ud. Jeg hørte saaledes en Aften, da jeg gik ud til Dybbøl, mens jeg gik forbi Afløsningen, at der var Misfornøjelse, og Officererne søgte at tale dem til Rette. Ligeledes blev det fortalt for paalidelig, at de Natten mellem 17. og 18. April, da de skulde ud paa Afløsning, kun vilde gaa paa den Betingelse, at de fik Lov til at slaa for Alvor.

Næste Formiddag den 18. April var Kampen i fuld Gang, den Kamp, der endte saa sørgeligt for Danmark. 4. Fæstningskompagni, hvortil jeg hørte, blev samlet ved Parken i Sønderborg, hvorfra vi marcherede samme Dags Aften til Ulkebøl. Hvor var det en tung og tavs Gang, nedtrykt og mørkt i Sindet var vi; der var jo ikke lyse Fremtidsudsigter.

Ankommen til Ulkebøl kom vi ind i Gaardens Lade, og enhver søgte at finde sig et Natteleje; det gjaldt saa vidt muligt at komme ud til Yderhjørnerne for ej at blive nedtraadt. Da vi drog ind i Gaarden, maatte Gaardens Ejer med Hustru og Børn søge bort derfra; det var jo usikker at blive, thi Gaarden vilde rimeligvis blive beskudt af Fjenden, naar der husedes saa mange danske Soldater. Tænk, hvor det maatte være trist at flygte fra sit eget Hjem for at redde –maaske sit eget og sine kæres Liv. Senere opholdt vi os ved Rønhave paa Als, hvor vi forbedrede et beskadiget Fæstningsværk.

Jeg var en Dag efter Kaptajnens Ordre med til at gøre en Kanon brugbar, som nedsattes ved Alssund. Jeg fik en Dag foræret en Pibe ved Kaptajnen, som var skænket til Soldaterne. Omtrent samtidig fik jeg de sædvanlige Underkorporaldistinktioner anbragt paa min Uniform. Imidlertid blev mit Ophold paa Als ikke af lang Varighed; den 15. Maj rejste vi derfra, og kom til København. Den 19. Maj forlod vi København, hvor jeg nu var blevet permiteret, jeg sejlede derfra og til Struer, hvor jeg ankom den 20. Maj, og naaede Dagen efter til mit hjem derude i Troldtoft uskadt, men med de mange, sørgelige Minder fra disse tunge, triste Dage, jeg havde oplevet.’

Kjeld Mohrsens erindringsmedalje og tilhørende diplom er endnu i dag bevaret i hans familie. Diplomet er udstedt af det daværende krigsministerium, og teksten lyder:

‘Kjeld Mohrsen, Troldtoft, erkjendes herved berettiget til den af Hans Majestæt Kongen allerhøist indstiftede Erindringsmedaille for Deeltagelse i Kampen for Fædrelandet 1864. Medaillen bæres paa venstre Bryst i rødt Baand med hvide Striber. Baandet maa ikke bæres uden i Forbindelse med Medaillen.’

Læs også beretningen om Vinds øvrige krigveteraner under menupunktet ‘Kender du historien om…’ -> ‘Krigsveteranerne fra 1848-1850 og 1864’.