Jeppe Chr. Jeppesen (1879-1939), i folkemunde kendt som ‘Jep Bahr’ boede i mange år i ejendommen Højriis på Ølgrydevej, hvor han drev et lille landbrug bestående af nogle få køer, får og høns. Han var eneboer og angiveligt lidt af en særling.

Da Ølgrydevej i begyndelsen af århundredet blev reguleret, skar man 2-3 tønder land fra Jeppesens marker, hvor den nye vej skulle anlægges. Den gamle vej blev imidlertid liggende, og skønt det ikke var meningen, så blev den fortsat brugt af bl.a. mælkekusken samt af nabobonden, Peder Knudsen i Grydegaard, når der pløjedes og han skulle vende. Det sidste resulterede i, at der blev trukket dybe spor ind over Jeppesens mark, hvilket til sidst fik ham til -angiveligt i ly af natten- at grave en grøft tværs over vejen.

Peder Knudsen gik til sognepræsten for at søge hjælp, hvorfor pastor Larsen sadlede sin hest og red ud til Jeppesen. Jeppesen var imidlertid ikke dén, der bød folk indenfor, så pastoren måtte stå udenfor i sneen, mens han ‘prædikede’ for Jeppesen om Abraham og Lot. Jeppesen forstod nok, at al snakken om Lot var en slet skjult hentydning til ham selv, og til sidst blev det ham for meget, så han trak på skuldrene og sagde, “te no ku’ed så’gu’mi’sjæl vær’ nok!” Og så gik han ind og smækkede døren bag sig.

Pastor Larsen kom slukøret og forfrossen tilbage til Grydegaard, hvor han fik sig placeret på en stol foran komfuret med benene inde i ovnen, hvorpå han proklamerede, at “ak, den arme synder var hverken til at hugge eller stikke i…”.