Anna Ingeborg Jensen
Født 5. maj 1913 i Vind Kirkeby
Død 16. oktober 1997 i Vind Kirkeby
Mangeårig købmand i Vind Kirkeby, i dag Røjkærvej 1.

I forbindelse med Anna Jensens 40-års forretningsjubilæum bragte Holstebro Dagblad den 27. maj 1978 nedenstående artikel under overskriften ‘Købmandsbutik med traditioner’. 

‘Et 40-års forretningsjubilæum er vel ikke helt ualmindeligt, men når købmand Anna Jensen søndag den 28. maj kan fejre sit 40-års købmandsjubilæum i forretningen Skolevej 1, Vind, er der det særlige ved det, at to generationer nu sammenlagt i 85 år har drevet købmandsforretningen ved Vind kirke.

I 1893 begyndte Anna Jensens far, Jens Chr. Jensen, købmandshandel i en stue i ’Kirkegård’ i Vind. Efter et par års forløb byggede han selv begyndelsen til den nuværende gård ’Toftegård’. Efterhånden fik han ved jordkøb en gård på 89 tdr. land og drev samtidig købmandshandel i gården.

-Bygningen, hvor jeg nu har drevet købmandshandel i 40 år, er bygget på min fødegårds jord. Her flyttede mine forældre, Anna Kathrine og J. Chr. Jensen ind i 1930. Huset havde de selv ladet bygge, da min bror overtog gården, siger Anna Jensen.

-Fra min barndom husker jeg indkøbsturene til Holstebro, hvor min far selv hentede varer hjem til butikken med hestevogn. Det var meget eftertragtet blandt os børn efter tur at få lov til at komme med på denne ugentlige tur.

Sortimentet

-Hvad var varesortimentet dengang?

-Almindelige daglige forbrugsvarer, kolonial, nødvendigt isenkram, store otte punds rugbrød, træsko, petroleum o. lign. Jeg har en gammel kladde fra tiden før, jeg kan huske. Det er interessant der igennem at aflæse udviklingen. I kladden kan man læse, at et halvt pund “kaffesager” kostede 81 øre. Til kaffesager hørte ikke alene kaffe, men cikorie og vistnok også kandis. Det hørte jo med til kaffen dengang. 30 pund rugsigtemel kostede 1,80 kr., et halvt pund sæbe ni øre, et pund salt fem øre og en pot stenolie (petroleum) syv øre.

-Hvordan foregik handelen med petroleum dengang?

-Jeg mener, at i begyndelsen fik far den med hjem fra Holstebro i en dunk. Der brugtes jo ikke store kvanta. Jeg kan huske fra indkøbsturene, at vi havde både flasker og dunke og meget andet med på vognen der ud. Det var jo ikke emballage til at smide væk, man havde den gang. Vi havde også æg med, som vi fik for varer. Men jeg kan huske fra min barndom, at petroleumsvognen, en hestetankvogn med tre stærke heste for, kom kørende hertil i sindigt tempo. Det var en afveksling i hverdagen at få besøg af et sådant køretøj. Vognen havde kaleche, så kusken var beskyttet mod vejret. Lidt efter lidt rykkede lastbilerne jo ind og kom med varerne, så køreturene med hestevogn til Holstebro ebbede ud.

Anna Jensen hjalp i sin ungdom til i butikken derhjemme og var desuden et stykke tid i forretning i Holstebro.

-I 1938 døde min far, hvorfor jeg kom hjem og overtog forretningen. Mor var hos mig, indtil hun døde i 1947.

Milelangt til købmanden

-Hvordan var indstillingen til det daglige forbrug af indkøbte varer længere tilbage?

-Det afhang noget af, hvor god lejlighed man havde til at komme til købmand og selvfølgelig også af folks indstilling til tilværelsen i det hele taget. Mange havde jo milelangt til købmand. Jeg kan vist bedst beskrive det ved at bruge et eksempel her fra butikken for år tilbage, hvor en ældre kone langt borte fra den dag var kommet på indkøb. Mens hun var her, var der fra et sted i nærheden bud heromme to gange.

-Kommer de to gange én dag?, sagde konen.

-Ja, de var kommet til at mangle noget. Kommer du aldrig til at mangle noget hjemme?

-Det kan vi wel komm’te, men vi ta’r da ett’ te’en atter det.

-Sådan var indstillingen, man ventede, til tiden var belejlig.

Anna Jensen har gennem årene levet med i sognets og menighedens liv. Hun har været medlem af menighedsrådet, formand for KFUK. Desuden har hun været kasserer i Holstebrokredsens KFUM og K og hjælper til i søndagsskolen.

-I det væsentligste er alt her som i mine forældres tid, selv om jeg har moderniseret lidt hist og her. Der har da gennem årene været både glæder og skuffelser, men ellers må jeg sige, at det er gået godt, siger Anna Jensen.’