Nyt

Nyheder fra Vind Lokalarkiv samt andre lokalhistorisk relaterede aktiviteter.

April 2024

Læs mere om landsbyfestugen 2024 på Vindsiden

– – –

November 2023

Lokalarkivet har for nyligt haft besøg fra Hardsyssel Historisk Samfund, der i forbindelse med udgivelse af foreningens nyhedsblad bringer en serie af portrætter af arkiverne i lokalområdet.

Resultatet af besøget kan læses her, siderne 6-11:
Hardsyssel Historisk Samfund, nyhedsbrev nr. 51, november 2023

Tidligere udgaver af nyhedsbrevet samt generel information om foreningens arbejde kan findes på foreningens hjemmeside:
Hardsyssel Historisk Samfund

Maj 2023

Jubilæumsbogen 'Vind Stationsby 100 år, 1923-2023'.

Jubilæumsbogen ‘Vind Stationsby 100 år, 1923-2023’.

‘I 1925 kørte det første tog fra Vind Station. To år før havde købmand Halkjær bygget sin købmandsbutik tæt på den kommende bane. Dermed var de første byggesten lagt til en helt ny landsby. Togene kørte kun gennem Vind i 36 år, men landsbyen lever videre.
Denne bog tegner et billede af, hvordan det er gået med landsbyen Vind og det omliggende sogn i de 100 år, der er gået siden grundlæggelsen i 1923.’

I anledning af Vind bys 100 års-jubilæum i 2023 har Vind Sogns Borgerforening i samarbejde med Jens Frydendal og Vind Lokalarkiv udgivet bogen ‘Vind Stationsby 100 år, 1923-2023’ . Bogen er omdelt til samtlige husstande i Vind sogn og kan som sådan betragtes som borgerforeningens jubilæumsgave til Vinds beboere.

Bogen, der er på 131 sider og rigt illustreret, beskriver livet i Vind gennem de seneste 100 år, overvejende fortalt og beskrevet af dem, som husker og selv har oplevet tiden. Læs om blandt andet jernbane, forretningsliv, sognegård og landsbycenter, lokalpolitik, foreningsliv, landsbyfester, hjemmeværn, skolevæsen, barndom og ungdomsliv og meget andet.

Bogen kan købes ved henvendelse til lokalarkivet. Pris 100 kroner (plus eventuel forsendelse).

– – –

September 2022

Vind Lokalarkiv har brug for din hjælp!

Vind Stationsby fotograferet i 1953. Midt i billedet ses Halkjærs købmandsforretning, hvis opførelse i 1923 anses for byens grundlæggelse. Kilde: Det Kgl. Biblioteks Luftfotosamling.

Vind Stationsby fotograferet i 1953. Midt i billedet ses Halkjærs købmandsforretning, hvis opførelse i 1923 anses for byens grundlæggelse. Kilde: Det Kgl. Biblioteks Luftfotosamling.

Kære Vindboer, såvel nuværende som tidligere

Lokalarkivets fornemmeste opgave er at bevare Vinds historie samt at formidle den til nuværende og fremtidige generationer.

I 2023 kan Vind by fejre 100-års jubilæum: Da er det nemlig 100 år siden, ’gamle’ købmand Halkjær købte grunden på hjørnet af Holstebrovej og Vind Kirkevej og åbnede sin forretning. Dermed startede et helt nyt kapitel i Vind sogns historie, og snart havde byen også både mejeri, slagter, tømrer, smed og jernbane.

Til næste år er der altså gået 100 år, og meget vand er siden løbet gennem Vind bæk. De fleste af erhvervene er forsvundet, men Vind by består, og jubilæet er en oplagt anledning til at få indsamlet nogle af alle de gode minder og sjove historier, vi ved, der er så mange af, men som alt for sjældent bliver nedfældet på papir, og som derfor med tiden vil blive glemt og gå tabt.

Lokalarkivet sætter derfor nu alle sejl til for at få minderne og historierne bevaret, og i den sammenhæng vil vi gerne bede om din hjælp:

Hvordan så Vind by ud i din barndom, eller da du første gang kom til byen? Har din familie boet i Vind i mange generationer, eller er du eller dine forældre kommet til byen ’udefra’ -og hvad trak jer i så fald hertil? Hvilke foreninger og fællesaktiviteter har du været engageret i igennem årene? Hvilke af byens købmænd handlede I hos -og var der forskel i købmændenes varesortiment? Hvordan foregik transport til og fra Vind -hvornår fik I selv bil? Hvor og hvordan foregik lægebesøg? Hvad legede I med i din barndom? Sjove historier fra din skoletid og ungdomsballer? Kort sagt: Læg hovederne i blød, emnerne er utallige!

Ofte fremhæves sognets fremmeste, ’store’ mænd, men tit er det de ’små’ mænd -og ikke mindst deres koner- der har sat sig de dybeste spor i folks erindring. Hvem, synes du, fortjener at blive fremhævet?

Der er flere måder at hjælpe os på: Er du glad for pen og papir, vil vi meget gerne, om du vil nedfælde dine minder og historier på skrift. Om du skriver en halv side eller halvtreds er ikke afgørende -vi er glade for alt, vi modtager!

En anden mulighed er at aflægge lokalarkivet et besøg -enten på egen hånd eller i selskab med andre- og her berette for os, mens en af arkivets frivillige medarbejdere tager notater eller foretager lydoptagelse. Skriv meget gerne et par stikord hjemmefra, så vi husker at komme omkring det hele.

Hvis du hjemme i fotoalbummet har billeder liggende af livet i Vind -det kan være af alt fra hverdags- og arbejdssituationer til forretningsliv, skolebilleder og familieportrætter, m.m. – så vil vi meget gerne have lov at kopiere dem. Scanneren står altid klar -altså får du billederne med hjem igen med det samme.

Lokalarkivet, som ligger i klubhuset på bagsiden af Landsbycenter Vind, holder åbent hver onsdag i tidsrummet kl. 14:00-17:00. Der vil desuden kunne aftales besøg på andre tidspunkter ved henvendelse til arkivleder Gerda T. Jensen på telefon 2160 6115 eller på e-mail  

Du er naturligvis velkommen til forinden at samle inspiration her på lokalarkivets hjemmeside.

– – –

Oktober 2021

 

Vind Lokalarkiv inviterer til foredrag og til et par timers hygge med nostalgi og minder fra det gamle Vind.

Jens Frydendal fortæller om Vind og om sin slægt med udgangspunkt i sin nye bog. Efter kaffen vil der være tid til udveksling af minder og idéer til Vinds kommende jubilæumsbog.

Vind Lokalarkiv
Klubhuset (Landsbycenter Vind)
Onsdag den 3. november 2021, kl. 14:00.
Gratis entré

– – –

Maj 2019

Opfordringen fra vore kolleger på lokalarkivet i Vildbjerg kan ikke gentages for tit: Tænk på arkivet før skraldespanden!

Lokalavisen, den 22. maj 2019. Klik på billedet for at forstørre artiklen.

Lokalavisen, den 22. maj 2019. Klik på billedet for at forstørre artiklen.

– – –

Marts 2019

Invitation til seniorfrokost.

Invitation til seniorfrokost.

Se TV-MidtVests indslag fra seniorfrokosten her: Artikel og tv-indslag

– – –

Februar 2016

Artikel i Lokalavisens ‘Fokus på Vind’-tema, den 17. februar 2016.

Klik på billedet for at forstørre artiklen.

Klik på billedet for at forstørre artiklen.

– – –

Februar 2015

Arkiv.dk -landsdækkende arkivsøgning

Arkiv.dk -landsdækkende arkivsøgning

Den har været længe undervejs, arkivsamarbejdets nye hjemmeside, men nu er den her: Arkiv.dk

Med dén vil det i langt højere grad end tidligere blive muligt at sidde hjemme i vante og rolige omgivelser og søge og finde billeder, dokumenter, avisudklip og lignende, om end disse måtte ske at ligge på et arkiv i en anden afkrog af landet.

Søgesiden er baseret på registreringer foretaget af over 500 lokalarkiver landet over. Da det imidlertid må forventes, at det fremadrettet vil vare længe, før alle arkiver får samtlige materialer registreret og indtastet, så må det fortsat anbefales, at man tager direkte kontakt til de enkelte arkiver, såfremt man har forhåbninger om, at der kan være oplysninger eller hjælp at hente.

– – –

April 2014

Menighedsrådet ved Vind kirke har varslet en snarlig gennemgang af gravsten hensat i kirkegårdens lapidarium -mindelunden bagest på kirkegården- med henblik på bortskaffelse af gamle gravminder, såfremt ingen andre løsninger findes.

Fra lokalarkivets side skal lyde en opfordring til, at der -i de tilfælde hvor det er muligt- sammen med graveren forsøges fundet en løsning, hvormed stenene kan bevares for eftertiden som et historisk vidnesbyrd om de mænd og kvinder, slægtninge og bysbørn, der igennem tiden har været med til at forme Vind sogns historie.

Har man familie- eller slægtsmæssige relationer til en gravsten i lapidariet, som man gerne ser bevaret på kirkegården, kunne én mulighed være at flytte den pågældende sten til et bestående gravsted og derved skabe et familiegravsted. I mange tilfælde vil det kræve blot en mindre rokering at få plads til to sten på samme grav.

Menighedsrådets meddelelse

Menighedsrådets meddelelse